Året der gik i Danske Invest - og året der kommer
Administrerende direktør i Danske Invest, Robert Mikkelstrup, gør status for et udfordrende 2022 for global økonomi og de finansielle markeder, fremhæver de væsentligste begivenheder det forgangne år og opridser de overordnede forventninger til 2023.
Overskrifterne i den globale økonomi i 2022
Efter flere år i coronavirussens tegn var inflation det altoverskyggende tema for global økonomi i 2022. Den steg hurtigere og mere, end de fleste havde forudset, og nåede i Danmark og USA de højeste niveauer siden begyndelsen af 1980’erne.
Der var mange årsager til inflationens himmelflugt – blandt andet udfordringer i de globale forsyningskæder og stigende energi- og fødevarepriser som følge af krigen i Ukraine. Derudover førte genåbninger efter flere års coronarestriktioner og nedlukninger til udbredt mangel på arbejdskraft, som især i USA sendte lønningerne i vejret.
Den heftige prisudvikling fik i årets løb centralbankerne på banen med de største renteforhøjelser i årtier for at dæmpe den økonomiske aktivitet og dermed få inflationen under kontrol.
Betydningen for de finansielle markeder
Kombinationen af høj inflation og stærkt stigende renter udmøntede sig i løbet af 2022 i aftagende økonomisk vækst og tiltagende frygt for en global recession – og dertil kom stor usikkerhed på den geopolitiske scene. Her tænker jeg naturligvis først og fremmest på krigen i Ukraine, men også fornyede spændinger mellem USA og Kina om Taiwans uafhængighed.
Samlet set blev det en giftig cocktail, der ramte de finansielle markeder hårdt i det forgangne år. Aktierne faldt over en bred kam, og de store rentestigninger førte til store kursfald på obligationer.
Historisk har obligationer ellers ofte været en sikker havn i perioder med store aktiefald, men det var på ingen måde tilfældet i 2022. Her var der praktisk talt ingen steder at søge ly på de finansielle markeder, og hvis din opsparing i stedet stod passivt på en indlånskonto i banken, blev købekraften af pengene udhulet markant af inflationen.
Stort set alle investorer blev ramt
En god målestok for det dårlige år på aktiemarkedet er at kigge på afkastet for verdensindekset for store og mellemstore aktier (MSCI AC World). Efter et rigtig godt 2021 med et afkast på mere end 27 pct. gav indekset i 2022 et afkast på -13 pct.*, målt i danske kroner.
Kigger vi på vores fonde i Danske Invest, taler tallene også deres eget tydelige sprog: På nær en enkelt fond – Danske Invest Bioteknologi Indeks – gav alle aktiefonde til private kunder i Danmark et negativt afkast i 2022.
På obligationssiden førte de meget store rentestigninger til negative afkast på tværs af alle obligationsfonde i Danske Invest. Renteudviklingen er godt eksemplificeret ved renten på 10-årige danske statsobligationer, der i løbet af 2022 steg fra 0,05 pct. til 2,71 pct., og årlige stigninger i den størrelsesorden hører absolut til sjældenhederne. Selv om en stor del af vores obligationsfonde havde negative forventede afkast ved indgangen til 2022, havde vi derfor heller ikke forventet negative afkast i den størrelsesorden, vi oplevede for mange af fondene.
Som regel plejer man alene ud fra afkastet på vores fonde at kunne fastslå med en vis sandsynlighed, hvilke af fondene der er hhv. aktiefonde og obligationsfonde, men det var praktisk talt umuligt i det forgangne år, hvor begge aktivklasser i negativ forstand bød på mange markant afkasttal. Med det dårlige år for både aktier og obligationer siger det nok også sig selv, at vores blandede fonde ligeledes gav negative afkast i 2022.
Forventningerne til det kommende år
Kigger vi fremad, har vi en forventning om markant bedre afkast i 2023. Især på obligationssiden har det seneste års rentestigninger skabt nye perspektiver og muligheder for investorer, og 2022 blev dermed også året, hvor vi fjernede de negative afkastforventninger, der som nævnt ovenfor har præget vores fondslister for obligationer.
I 2023 forventer vi et fornuftigt, positivt afkast fra obligationer – dels fordi investorer efter sidste års rentestigninger nu har mulighed for at opnå pæne løbende rentebetalinger, og dels fordi de lange renter efter vores vurdering er tæt på og måske endda forbi toppen. Det kan potentielt give rentefald og kursgevinster fra obligationer i løbet af året.
Vi forventer desuden et moderat positivt afkast fra aktier i 2023, men det er forbundet med betydelig usikkerhed og vil blandt andet afhænge af den fortsatte udvikling i inflation, renter og vækst. Vores forventning er, at vi får et markant dyk i inflationen i det kommende år, og at den amerikanske centralbank og ECB er færdige med at hæve renterne i løbet af foråret. Samtidig kan genåbningen i Kina være med til at løfte væksten, og mildt vejr har hidtil taget brodden af energikrisen i Europa.
Krigens betydning for Danske Invest
Generelt befinder vi os dog i en tid præget af betydelig usikkerhed, og Ruslands tragiske invasion af Ukraine var ikke blot en af usikkerhedsfaktorerne for global økonomi og de finansielle markeder i 2022, men havde også en endnu mere direkte effekt på vores arbejde i Danske Invest i det forgangne år.
I kølvandet på invasionen lukkede det russiske aktiemarked for udenlandske investorer på ubestemt tid, og i Danske Invest besluttede vi at ekskludere russiske statsobligationer og russiske statsejede selskaber fra vores fonde. I praksis var det dog stort set umuligt at sælge ud af russiske aktiver.
Siden førte krigen også til en lukning af aktiefonden Danske Invest Østeuropa, hvor russiske aktier før krigen udgjorde omkring 60 pct. af porteføljen. Lukningen bundede i de internationale sanktioner mod Rusland, eksklusion af russiske statsejede virksomheder samt det lukkede russisk aktiemarked, hvorfor vi ikke fremover ville kunne levere den ønskede værdi til investorerne i fonden.
Nye produkter med fokus på bæredygtighed
Skal jeg udpege et andet område, der fyldte meget intern i Danske Invest i 2022, er det vores vedvarende fokus på ansvarlige investeringer. Her arbejder vi hele tiden på at udvikle relevante investeringsprodukter med et fokus på bæredygtighed – både for at efterkomme vores kunders efterspørgsel, men også for at være med til at støtte udviklingen mod et mere bæredygtigt samfund.
Derfor lancerede vi i det forgangne år blandt andet fem nye balancerede fonde under navnet Danske Invest Global Ansvarlig Portefølje, der giver investeringskunder endnu bedre muligheder for at lade afkast og bæredygtighed gå hånd i hånd. De fem fonde har hver deres risikoprofil – dvs. hver deres overordnede fordeling mellem aktier og obligationer. Det særlige fællestræk ved dem er, at mindst 75 pct. af investeringerne i porteføljerne skal være bæredygtige investeringer.
Det er nogle fonde, som vi mener supplerer vores i forvejen stærke produktudbud.
Velkommen til 2023
Til sidst vil jeg sige tak for i år og se frem mod et spændende år. Husk, at det typisk betaler sig at tænke langsigtet som investorer. Husk også, at du altid kan gå på opdagelse og blive klogere på vores arbejde med vores fonde – blandt andet i indholdsserien ”Kom bag om dine investeringer”. Her går vi helt tæt på arbejdet i vores fonde.
God fornøjelse.
Robert Mikkelstrup, Administrerende direktør i Danske Invest
* Kilde: Danske Bank Asset Management
Note:
Data for Danske Invest Bioteknologi Indeks KL: De årlige afkast pr. 31.12.2022 er på 1 års sigt 1,9%, 2 års sigt 3,6%, 3 års sigt 3,1%, 4 års sigt 22,2%, 5 års sigt 4,7%, 6 års sigt 20,2%, 7 års sigt -18,8%, 8 års sigt 20,9%, 9 års sigt 67,0%, 10 års sigt 40,7%. Historiske afkast er ingen pålidelig indikator for fremtidige afkast. Se mere her.
Denne artikel er markedsføringsmateriale og udgør ikke investeringsrådgivning.
Vær altid opmærksom på, at historisk afkast ikke er en indikation af fremtidigt afkast, som kan være negative.
Den fremtidige prognose er ikke en pålidelig indikator for den fremtidige udvikling, som kan være negativ. Fremtidige resultater er skattepligtige og afhænger af den enkelte investors personlige situation, hvilket også kan ændre sig i fremtiden
Rådfør dig altid med dine professionelle rådgivere omkring juridiske, skattemæssige, finansielle og andre aspekter, der kan være relevante for at vurdere egnetheden og hensigtsmæssigheden af en investering.
Vi henviser dig til at læse prospekterne og dokument med central information (PRIIPs KID), inden du træffer en endelig investeringsbeslutning. Prospektet, dokument med central information (PRIIPs KID) og information om klagehåndtering er tilgængeligt på dansk og kan findes her (under ”dokumenter”).
Mere information om fondenes bæredygtighedsrelaterede egenskaber kan findes her: Vores fonde (danskeinvest.dk)
Beslutningen om at investere i fonden bør træffes under hensyntagen til alle fondens miljømæssige og/eller sociale karakteristika /bæredygtige investeringsmål som beskrevet i prospektet.
Danske Invest Management A/S kan beslutte at opsige aftalerne, som er indgået med henblik på markedsføring af Danske Invest Management A/S’ fonde.
Abonnér på nyheder
Danske Invests nyhedsabonnement er en gratis e-mailservice, hvor du løbende modtager nyhedsbreve med information og nyhedsopdateringer om vores produkter.
Du tilmelder dig ved at indtaste din e-mailadresse og herefter vælge, hvilke oplysninger du ønsker at modtage.
Ved din registrering af din e-mailadresse giver du samtykke til, at vi sender dig nyhedsbreve.
Vi bruger kun dine e-mailadresse til udsendelse af nyhedsbreve. Vores nyhedsbreve indeholder pixels, der registrerer, om du åbner nyhedsbrevet samt hvornår nyhedsbrevet åbnes (dato og tidspunkt), og hvilke links du klikker på. Disse oplysninger behandler vi på baggrund af dit samtykke, og vi bruger oplysningerne til at forbedre vores nyhedsbreve. Danske Bank er dataansvarlige for behandling af dine oplysninger i forbindelse med udsendelse af nyhedsbreve. Du kan læse mere om behandling af personoplysninger i vores privatlivspolitik.
Du kan til enhver tid tilbagekalde dit samtykke til at modtage nyhedsbrevet ved at kontakte os på 3333 7171 eller skrive til danskeinvest@danskeinvest.com. Du kan også altid afmelde nyhedsbrevet ved at klikke på linket i bunden af nyhedsbrevet.